I ti dage summede Düsseldorf af liv, motorlyde og rejsedrømme, da den 64. udgave af CARAVAN SALON løb af stablen. Med 810 udstillere fra 41 lande fordelt på 15 haller var messen endnu engang verdens største mødested for mobil fritid – og et sandt eldorado for alle, der drømmer om at leve livet på hjul.
Politikere og branchefolk satte scenen
Åbningen bød på taler fra prominente gæster. Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Hendrik Wüst, roste campingvognssektoren som en drivkraft for både innovation og grøn omstilling: ”CARAVAN SALON demonstrerer på imponerende vis, hvordan teknologi og vision går hånd i hånd,” sagde han, mens han fremhævede klimaneutrale pladser og digitalt understøttede rejseløsninger.
Düsseldorfs borgmester, Dr. Stephan Keller, understregede samtidig byens rolle som vært:
”Mens messen er branchens mødested, forvandler Düsseldorf sig til Europas største campingplads – her kan du vågne op med udsigt over Rhinen og derfra gå på opdagelse i branchens mangfoldighed.”

Nyt hallayout og flyttedag
Årets messe var præget af en større rokade i hallernes layout som forberedelse til kommende moderniseringer. Mærker som Hobby, Fendt, Carthago og Rapido havde fået nye standpladser, mens andre – blandt andet Trigano- og Knaus Tabbert-grupperne – holdt fast i deres velkendte områder.
Ifølge messens direktør, Stefan Koschke, skulle ændringerne skabe en mere overskuelig struktur for de kommende år. Han betegnede samtidig CARAVAN SALON som ”uovertruffen i sit udvalg af produkter og oplevelser.”
Fra luksuslinere til vanlife
Besøgende kunne opleve alt fra kompakte vans og luksuslinere til tagtelte, outdoor-gear og tekniske løsninger. I Hal 7 blev vandre- og cykelferier præsenteret som inspiration til aktive rejseformer, mens udstillingen StarterWelt hjalp nybegyndere med at vælge det rette køretøj.
Et af de populære områder var Vanlife-udstillingen, hvor gør-det-selv-entusiaster viste specialbyggede køretøjer frem og delte tips med ligesindede.

Et internationalt knudepunkt
Messen var ikke kun et tilløbsstykke for forbrugere. Den fungerede også som globalt samlingspunkt for branchen gennem konferenceprogrammet Destination Future. Her blev der diskuteret alt fra AI-understøttede rejseværktøjer til klimatilpasning i turismen.Formanden for den tyske brancheorganisation CIVD, Bernd Löher, beskrev messen som ”årets ubestridte højdepunkt – både som udstillingsvindue og platform for faglig dialog.”
Et tilbageblik – og et kig fremad
For de mange besøgende var CARAVAN SALON en oplevelse i sig selv: et sted, hvor man kunne se, røre ved og sammenligne de nyeste modeller og teknologier på markedet. Düsseldorf levede endnu en gang op til sit ry som Europas uofficielle campinghovedstad.
Messen er nu slut for i år – men for danske autocamperentusiaster er næste chance for at opleve nyhederne fra forhandlerne Autocamper Show i Fredericia, der finder sted 31. oktober – 2. november i år.

























