Nye “satellitpladser” kan blive næste skridt for autocampere

862

Der er forandring på vej i den danske campingverden. En ny rapport fra Plan- og Landdistriktsstyrelsens arbejdsgruppe foreslår, at campingpladser fremover kan få lov til at drive mindre satellitpladser for autocampere – små, selvstændige pladser med 5–20 enheder, placeret et par kilometer væk fra hovedpladsen.
Forslaget er tænkt som en måde at sprede autocamperturismen ud i landet og skabe flere fleksible overnatningsmuligheder – samtidig med, at natur og kystlandskab beskyttes.

Mini-pladser med plads til ro og frihed
Satellitpladserne skal ifølge forslaget drives af eksisterende campingpladser med mere end 100 enheder og ligge i en afstand på 5–10 kilometer fra hovedpladsen. De skal tilbyde grundlæggende faciliteter som vand, el og affaldshåndtering, men uden de store servicebygninger og faciliteter, man kender fra de traditionelle pladser.
Kommunerne skal kunne give udlejningstilladelse på baggrund af en konkret vurdering, og hver campingplads skal maksimalt kunne have én eller to satellitpladser.
Formålet er at give autocampere mere frihed og flere valgmuligheder, men samtidig sikre, at pladserne drives ansvarligt og ikke vokser ukontrolleret frem i det åbne land.

Blandet modtagelse
Blandt interessenterne i arbejdsgruppen var der delte meninger.
Branchen – repræsenteret af campingpladsejere – støtter idéen og ser satellitpladser som en mulighed for at imødekomme den stigende efterspørgsel fra autocamperturister. Mange peger på, at satellitpladser kan være med til at aktivere små lokalsamfund og skabe omsætning i landdistrikterne.
”Det handler om at tilbyde variation og fleksibilitet – nogle ønsker campingpladsens tryghed, andre søger fred og frihed tættere på naturen,” lyder det fra branchen.
Natur- og friluftsinteressenterne er mere skeptiske. De mener, at Danmark allerede har ledige pladser på eksisterende campingpladser, og advarer mod at åbne for en ny type anlæg, som kan føre til spredt bebyggelse i det åbne land. De ønsker, at eventuelle satellitpladser placeres bynært og uden for kystnærhedszonen, for at beskytte natur og landskab.

Frihed frem for bindinger
Hos autocampernes brugergrupper mødes idéen med en vis skepsis.
Mange frygter, at satellitpladser blot bliver en forlængelse af campingpladserne – og dermed fjerner noget af den frihed, som er kernen i autocamperlivet.
”Vi ønsker ikke, at campingpladser får monopol på at drive pladser til autocampere. Der skal være plads til mangfoldighed – både kommunale og private initiativer,” fastslår Martin Eriksen, formand for Dansk Autocamper Forening.
Han understreger samtidig, at autocamperturismen er helårsturisme, og at der fortsat skal være både bynære og naturnære pladser åbne året rundt.

Klar lovhjemmel mangler
Ifølge Plan- og Landdistriktsstyrelsen kræver satellitpladser en ny hjemmel i campingreglementet, da de nuværende regler ikke giver mulighed for at etablere sådanne pladser.
Derudover skal kommunerne tage hensyn til planloven og vurdere hver enkelt placering ud fra landskabs-, natur- og landbrugshensyn.
Styrelsen vurderer, at satellitpladser kun bør placeres i tilknytning til eksisterende byer eller større ferieanlæg, for at undgå spredt bebyggelse i det åbne land.

En balanceret fremtid
Arbejdsgruppen peger på, at der er behov for klare retningslinjer, men ikke for, at campingpladser får eneret på at drive de nye satellitpladser.
Alle aktører – også lokale erhvervsdrivende – bør kunne søge tilladelse, så udviklingen bliver både mangfoldig og bæredygtig.
Hvis forslaget bliver til virkelighed, kan Danmark i fremtiden få et nyt lag af fleksible, små autocamperpladser, hvor turister kan holde ind for en rolig nat tæt på natur, byliv og lokal kultur – uden at belaste de populære kystområder.
Satellitpladserne kan blive ”det bedste fra to verdener” – campingpladsernes tryghed kombineret med autocamperens frihed.

default

Frihed eller forvaltning for autocamperlivet?
Forslaget om såkaldte satellitpladser vækker både håb og bekymring i den danske autocamperverden. På papiret lyder idéen som et kompromis: små, rolige pladser drevet af eksisterende campingpladser, placeret et par kilometer væk – tættere på natur, byer og oplevelser.
”Vi mener, at man med rette kan spørge om satellitpladserne bliver en ny frihed for autocamperturisterne – eller blot en forlængelse af campingpladsernes kontrol over, hvor man må overnatte”, siger Martin Eriksen.

En håndsrækning til campingbranchen
Formanden for Dansk AutoCamper Forening mener ikke, at der med forslaget er tænkt som en hjælp til campingbranchen, der længe har kæmpet for at bevare sit forretningsgrundlag i mødet med den voksende autocamperturisme.
Med satellitpladser får campingpladserne mulighed for at udvide deres tilbud – uden at bygge stort eller gå på kompromis med naturhensyn.
Set fra branchens side kan satellitpladser blive et nyt ben at stå på: et fleksibelt produkt til en målgruppe, der gerne vil have enkelhed og frihed, men stadig vil betale for lovlige, ordnede forhold.

Frihedens pris
Men for os kan satellitpladserne føles som et skridt væk fra den frie bevægelse, som netop er kernen for vores syn på livet med en autocamper.
”Hvis satellitpladserne udelukkende må drives af campingpladser, risikerer vi, at systemet bliver for lukket – og at andre aktører, som fx lokale havne, gårdejere eller bynære parkeringsområder, holdes udenfor”, siger Martin Eriksen.
Det er værd at huske, at autocamperturister i Danmark ofte rejser uden for højsæsonen, uden behov for store faciliteter. Vi søger trygge steder at parkere for natten – ikke nødvendigvis campingoplevelser.

Potentiale i det små
Når det er sagt, rummer idéen om satellitpladser også et stort potentiale, hvis den gribes rigtigt an.
Hvis kommunerne får fleksible regler, og der åbnes for, at flere typer aktører kan drive pladserne, kan satellitpladserne blive et positivt supplement til det eksisterende udbud.
Små satellitpladser tæt på landsbyer, herregårde, kulturattraktioner eller lokale fødevareproducenter kan skabe liv og handel i landdistrikterne – uden at belaste de store kystområder.
”Det kan blive et løft for både turismen og de små samfund, der ofte savner synlighed og besøgende uden for sommermånederne”, mener DACFs formand.

Balancen mellem styring og spontanitet
Kernen i diskussionen er balancen mellem styring og spontanitet.
For mange autocamperturister er glæden ved at kunne improvisere – at køre, hvor vejen fører hen, og finde et roligt sted at overnatte – selve essensen af rejsen.
Hvis satellitpladser bliver endnu et led i en tung tilladelsesstruktur, risikerer Danmark at regulere sig væk fra netop den frihed, som gør autocamperturismen attraktiv.
Men hvis idéen udvikles åbent, med respekt for forskellighed og plads til både campingpladser, kommuner og private initiativer, kan satellitpladserne blive et dansk svar på de populære stellpladser i Tyskland – en mellemvej, hvor ordnede forhold og fri bevægelse kan eksistere side om side.

Fremtiden afhænger af udmøntningen
Arbejdsgruppen anbefaler ikke at give campingpladserne monopol, og det er positivt. Men meget afhænger nu af, hvordan de endelige regler skrues sammen:
Bliver satellitpladserne åbne, enkle og tilgængelige for alle typer aktører – eller forbeholdt et fåtal af store campingpladser?
”Hvis det første bliver tilfældet, kan satellitpladserne blive en kærkommen udvidelse af autocamperkortet i Danmark – et nyt lag af små, fredelige opholdssteder, hvor man stadig mærker friheden til at vælge sin egen vej”.
”Hvis det sidste sker, risikerer man, at de bliver endnu et symbol på den overstyring, mange autocamperturister allerede føler, når de møder forbudstavler i byer og ved strande”, siger Martin Eriksen, og tilføjer, at det korte svar er, at satellitpladserne kan blive en gevinst – hvis de bruges til at åbne op for flere muligheder. Men hvis de bruges til at lukke ned for friheden, kan de ende som en god idé, der taber vejret i modvind.

Autocampere i lystbådehavne med kommunal tilladelse
Der er udsigt til, at Danmarks lystbådehavne fremover kan få en mere officiel rolle som værter for autocampere. Rapporten fra den udvidede arbejdsgruppe under Plan- og Landdistriktsstyrelsen anbefaler nemlig, at lystbådehavne får mulighed for at udleje pladser til autocampere – men under klare, ensartede regler og med kommunal udlejningstilladelse.
I dag overnatter omkring 240.000 autocampere årligt på landets cirka 250 lystbådehavne. De fleste havne tilbyder 5–6 pladser, men enkelte har op til 20. Denne praksis har længe eksisteret uden tydelig lovhjemmel, fordi autocampere falder mellem flere regelsæt – både færdselslov, vejlov og campingreglement.

Lovliggørelse af eksisterende praksis
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at der indføres en ny og forenklet udlejningstilladelse målrettet lystbådehavne, så havnene lovligt kan udleje et begrænset antal pladser til kortvarigt ophold.
Kommunerne skal kunne give tilladelse til op til 15 autocampere pr. havn, og opholdet bør som udgangspunkt være begrænset til 2–3 nætter, så havnene fortsat forbliver havne – ikke campingpladser.
Tilladelsen skal kunne gives på baggrund af en konkret vurdering, og kommunerne skal kunne stille krav om basale servicefaciliteter som vand, el, affalds- og spildevandshåndtering samt brandsikkerhed.

Bevaring af eksisterende muligheder
”Vi ønsker ikke at nye regler gør det vanskeligere at overnatte på havne end i dag, og mener at de eksisterende pladser skal sikres via overgangsordninger”, siger Martin Eriksen, formand for DACF.
Natur- og friluftsinteressenterne er positive over for campering på havne, men afviser overnatning ved virksomheder i det åbne land, fordi det kan føre til spredt bebyggelse og øget pres på naturen.

En balanceret løsning
Forslaget bliver af arbejdsgruppen set som en balanceret løsning, der både kan imødekomme den stigende efterspørgsel fra autocamperturister og sikre ordnede forhold for havne, kommuner og natur.
Hvis anbefalingerne bliver fulgt, kan Danmark få en tydeligere og mere fleksibel regulering, hvor lystbådehavne lovligt kan byde autocampere velkommen – til gavn for både turismen og lokaløkonomien.

AutoCamperRådet:
FLID og ACR tager afstand fra endelig rapport
Det kompromis, der skulle bane vej for en fremtidssikret løsning på autocamperturisternes overnatning på lystbådehavne, er bristet. Både Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID) og AutoCamperRådet (ACR) meddeler, at de ikke kan bakke op om den endelige rapport fra den udvidede arbejdsgruppe under Erhvervsstyrelsen.
Ifølge de to organisationer blev en helt central formulering fjernet i sidste øjeblik – uden deres vidende – og det ændrer afgørende på den balance, som ellers var opnået efter langvarige forhandlinger.

Et kompromis faldt på målstregen
FLID og ACR har gennem længere tid arbejdet for at finde en løsning, der kunne sikre, at lystbådehavne fortsat kan tilbyde overnatning for autocampere, som de har gjort i mere end 20 år.
Under arbejdsgruppens møder lykkedes det parterne at formulere et kompromis, som begge kunne støtte. Men i den endelige rapport er en væsentlig del af den aftalte tekst forsvundet.“Vi har hele tiden arbejdet for en løsning, der gjorde det muligt for havnene at fortsætte deres eksisterende autocamperaktiviteter. Den ændring, der nu er sket, rokker ved hele grundlaget for vores opbakning,” siger repræsentanter fra FLID og ACR.De to organisationer oplyser, at de ikke blev inddraget, før notatet blev offentliggjort, og at de først bagefter kunne konstatere, at den tidligere aftalte formulering var fjernet.

Små ord – store konsekvenser
I den tidligere version af kompromisteksten stod, at der skulle indføres ”nye regler, hvorefter kommunerne kan meddele en ny og forenklet type tilladelse til lystbådehavne til udlejning af arealer til dag- og natophold til autocampere”.
Samtidig blev det understreget, at ”de autocamperpladser, der i dag er på lystbådehavne, som udgangspunkt kan fortsætte som hidtil” – med mulighed for brug af solsejl, borde og stole, og med helårsåbent som udgangspunkt.Denne formulering er i den endelige rapport ændret til en mere åben tekst, der alene siger, at ”der arbejdes videre med, at kommunen kan meddele en udlejningstilladelse” for pladser, der anvendes af autocampere.Ifølge FLID og ACR skaber denne ændring usikkerhed og tvivl om, hvorvidt de eksisterende autocamperpladser på havnene kan fortsætte i deres nuværende form.“Det er en tilsyneladende lille justering, men den åbner for fortolkninger, der kan true hele grundlaget for lystbådehavnenes nuværende praksis,” lyder det fra ACR og FLID i en fælles udmelding.

Bekymring for campingreglementet
En anden bekymring handler om, at notatet flere steder omtaler autocamperpladser som omfattet af udlejningstilladelse og dermed indirekte underlagt Campingreglementet.
Det mener både FLID og ACR er et skridt i den forkerte retning. Organisationerne fastholder, at autocamperturisme er en selvstændig og moderne form for turisme, som kræver særskilte rammer – ikke regler udviklet til campingpladser for flere årtier siden.
“Vi vil ikke acceptere, at autocampere tvinges ind i campingreglementets struktur. Det er en ny form for mobil turisme, der skal reguleres ud fra nutidens behov,” siger ACR.

Der er dog lyspunkter
Trods den markante uenighed ser FLID og ACR enkelte positive elementer i den endelige rapport.
Særligt fremhæves det, at henvisninger til EU-retlige aspekter om autocampere er bevaret, efter at de to organisationer gjorde opmærksom på dem i deres høringssvar. Disse bestemmelser kan ifølge dem få stor betydning i den videre politiske behandling.

Kampen fortsætter politisk
Selvom samarbejdet i arbejdsgruppen nu er sat på pause, erklærer FLID og ACR sig klar til at fortsætte arbejdet ad politisk vej. Målet er fortsat en løsning, der omfatter både lystbådehavne og de kommunale eller private stellpladser, som udgør rygraden i autocamperturismen i Danmark.“Vi har været tæt på en god løsning, der kunne sikre havnenes rolle i fremtidens turisme. Den kamp opgiver vi ikke nu,” siger organisationerne samstemmende.

Fakta:
Arbejdsgruppen om autocampere blev nedsat af ministeren for By- og Landdistrikter og forankret i Plan- og Landdistriktsstyrelsen med repræsentanter fra bl.a. FLID, ACR, CODK, HORESTA og kommunale myndigheder. Formålet var at skabe klarhed over reglerne for autocamperes ophold og overnatning på både private og offentlige arealer, herunder lystbådehavne.
Rapporten fra gruppen blev offentliggjort i oktober 2025, men enigheden, der skulle samle branchen, er nu brudt sammen.


Tidligere artikelHer er autocamperne velkommen – Vestkysten går forrest
Næste artikelAutocampere på havnene – kritik uden dokumentation