Når autocampersæsonen går på hæld, og dagene bliver kortere, er det tid til at tænke på, hvordan autocamperen skal stå vinteren over. En grundig vinterklargøring er vigtig – både for at undgå skader og for at sikre, at autocamperen er klar til brug, når foråret vender tilbage.
Her får du en samlet vejledning med gode råd til, hvordan du bedst beskytter din autocamper gennem vinteren – fra el og vand til dæk og ventilation.
Vælg en god opbevaringsplads
Det bedste er, hvis autocamperen kan stå under tag – gerne i en tør, ventileret bygning. Et opvarmet garageanlæg er fint, men det er ikke et krav. En maskinhal eller en lade kan også være udmærket, så længe der ikke er fugtproblemer. Undgå halvvarme bygninger (omkring 5–10 grader), da temperaturen her giver de værste kondensproblemer. Enten helt koldt – eller helt varmt.
Husk forsikringen
Tjek, hvilke forsikringer der dækker under vinteropbevaringen. Hvis autocamperen står i en bygning, skal den også være forsikret. Tag gerne billeder af autocamperens stand, inden du stiller den væk – det gør det lettere at dokumentere eventuelle skader, hvis uheldet skulle være ude.
Batterier og el-system
Batterier er dyre at udskifte, men kan holde i mange år, hvis de behandles rigtigt.
- Sluk hovedafbryderen til bodelen, og afmontér minuspolen på startbatteriet – det forhindrer afladning.
- Sørg for, at batterierne er fuldt opladet, og hold dem ved lige med jævnlig vedligeholdelsesopladning.
- Hvis du tager batteriet ud, skal du bruge den rigtige type oplader – helst en automatisk.
- Kontroller væskeniveauet, hvis batteriet ikke er vedligeholdelsesfrit.
Vand- og sanitetsanlæg
Alt vand skal tappes af, så systemet ikke fryser i stykker.
- Tøm friskvands- og gråvandstanke.
- Stil alle haner midt mellem koldt og varmt vand, så luft kan passere.
- Læg bruserslangen på gulvet, så restvand kan løbe ud.
- Rengør og tør alle tanke og rør.
- Brug ikke sprit, rensevæske eller lignende i vandlåse – det ødelægger pakninger og plastdele.
- Tøm og rengør toilettet, og brug evt. et antibakterielt middel for at undgå lugt.
Dæk og bremser
Kontroller lufttrykket og læg gerne lidt ekstra i (ca. +0,5 bar).
Træk ikke håndbremsen, da den kan sætte sig fast – sæt i stedet autocamperen i gear.
Med moderne dæk er der ikke behov for at flytte autocamperen jævnligt, hvis blot trykket holdes korrekt.
Undgå fugt og mug
For at undgå kondens og fugt er det vigtigt, at luften kan cirkulere.
- Åbn vinduer og ventilationsåbninger en smule.
- Stil køleskabsdøren på klem – brug fx en sammenfoldet avis som dørstop.
- Fjern madvarer og rengør skabe og skuffer.
- Stil madrasser og hynder på højkant, så de kan ånde.
- Brug evt. affugtere (kiselsyre), og hold øje med dem i løbet af vinteren.
Gør service inden vinteren
Et serviceeftersyn inden vinteropbevaringen er en god idé. Om efteråret er der ofte kortere ventetid på værkstederne, og du undgår, at gammel olie med fugt skader motor og gearkasse hen over vinteren.
Ekstra råd før vinteropbevaring
- Fyld brændstoftanken helt op for at undgå kondens og bakterievækst – eller brug dieselbiocid.
- Dæk ikke ventilationsåbninger til, hvis autocamperen står ude.
- Fjern alt, der kan tiltrække mus og andre gnavere.
- Tjek lufttryk og tæthed jævnligt, hvis camperen står udendørs.
- Har du en sænkeseng, så sænk den med, så luften kan cirkulere frit.
Klar til forår
Når du følger disse råd, kan autocamperen trygt stå vinteren over. En grundig vinterklargøring betaler sig – for det er en stor fornøjelse at kunne starte den nye sæson uden overraskelser og med en autocamper, der er klar til brug fra første dag.
I DACF arbejder vi på at udgive en tjekliste til vinteropbevaring af autocampere, som kan printes og bruges som huskeliste. Hold øje med vores hjemmeside for mere information.
































