Minister: Lystbådehavne skal fortsat kunne tage imod autocampere

419
By-, land- og kirkeminister Morten Dahlin (V) har slået fast, at han ikke ønsker at begrænse autocamperturismen på landets lystbådehavne.
»Jeg vil gerne sige det klart og tydeligt, så ingen er i tvivl. Jeg har ingen ambitioner om at ødelægge autocampeturismen på lystbådehavnene,« sagde ministeren i en videohilsen til Foreningen af Lystbådehavne i Danmark (FLID).
Udtalelsen blev vist ved FLID’s årsmøde den 26. november i Vingsted ved Vejle, hvor omkring 300 havne var repræsenteret.
En vigtig afklaring
Ministeren henviste til den aktuelle debat om reglerne for autocampere på lystbådehavne. Diskussionen udspringer af arbejdet i en ministeriel arbejdsgruppe, som ser på fremtidens rammer for både campingpladser og autocamperturisme.
Campingbranchen har ønsket, at lystbådehavne – ligesom campingpladser – skal have udlejningstilladelse, hvis de tilbyder faciliteter til autocampere. FLID har derimod udtrykt bekymring for, at sådan en tilladelse vil skabe unødvendigt bureaukrati og gøre det vanskeligere at tilbyde gode forhold for autocampere.
Ros til havnene
I sin hilsen roste Morten Dahlin havnenes indsats og understregede, at autocampere er en naturlig og positiv del af livet på mange havne.
»Jeg synes, det er en fantastisk måde, I kan tjene en ekstra skilling på. Det er en god måde at skabe liv, vækst og udvikling på vores lystbådehavne, at også autocampere har mulighed for at bruge dem,« sagde ministeren.
Han forventes i løbet af 2026 at præsentere et samlet udspil til nye rammevilkår for camping og autocamperturisme.
Glæde hos FLID
Hos FLID blev ministerens melding modtaget med stor tilfredshed.
»Ministeren talte direkte til os og anerkendte vores arbejde. Vi hæftede os især ved, at han gentog sin opbakning til, at vi også fremover skal kunne byde autocampere velkommen på havnen,« siger formanden Bent Ole Jonsen.
Han peger samtidig på, at arbejdet med at udvikle turismen i havnene allerede er i gang – blandt andet med støtte fra en million kroner fra turismereserven, der administreres af Dansk Kyst- og Naturturisme.
»Vi ser frem til den videre dialog med ministeren, når det endelige udspil fremlægges,« tilføjer han.

Tidligere artikelStor plads til autocampere kan være på vej i Vejlby