Aktiv ferie for hele familien: Isabella FamiliePower besøger 10 campingpladser i sommerferien 2026


For sjette sommer i træk inviterer Isabella FamiliePower børn, forældre og bedsteforældre til gratis aktiviteter på campingpladser rundt i Danmark. I skolernes sommerferie i ugerne 28, 29 og 30 rykker konceptet ud på 10 campingpladser med et program fyldt med bevægelse, grin og fælles oplevelser.

Isabella FamiliePower er skabt for familier, der gerne vil have mere ud af ferien end afslapning alene. Her er fokus på nærvær, trivsel og oplevelser, man deler. Aktiviteterne gør det nemt at være aktive sammen, og giver børn og voksne mulighed for at mødes om leg, motion og fællesskab midt i ferien.

Aktiv ferie med plads til fællesskab

Programmet byder blandt andet på familiebootcamp, fitnessboksning og den populære Robinsontur, hvor deltagerne sammen skal igennem små sjove udfordringer i naturen. Det handler ikke om at præstere, men om at være med, få pulsen op og skabe gode minder sammen.

“Med Isabella FamiliePower vil vi gerne gøre det let og sjovt for familier at være aktive sammen i ferien. Når børn og voksne bevæger sig sammen, opstår der et særligt fællesskab, og det er netop de øjeblikke, vi gerne vil være med til at skabe,” siger Henrik Leth, der står bag aktiviteterne og har mere end 25 års erfaring med træning, motivation og trivsel for børn og voksne.

Campingferien er for mange forbundet med frihed, nærvær og tid sammen. Derfor giver Isabella FamiliePower god mening på campingpladsen, hvor familierne allerede er samlet og har tid til at være sammen på en anden måde end i hverdagen. Her bliver bevægelse en naturlig del af ferien – uden krav og med plads til alle.

Vi oplever, at mange familier i dag ønsker ferieoplevelser, hvor der både er plads til at slappe af og til at være aktive sammen. Med Isabella FamiliePower kan vi tilbyde et koncept, der samler generationer og skaber ekstra værdi på campingferien. Det er vi stolte af at være med til endnu en sommer,” siger Helle Lund, Fondsadministrator ved Isabellafonden.

Programmet for 2026

Isabella FamiliePower løber af stablen i skolernes sommerferie i ugerne 28, 29 og 30 og gæster følgende campingpladser:

6. – 10. juli (uge 28)

  • DCU Camping Ebeltoft Mols (Dråbyvej 13, 8400 Ebeltoft / Midtjylland)
  • DCU Camping Gjerrild Strand (Langholmvej 26, 8500 Grenaa / Midtjylland)
  • Hestehaven Camping (Fælledvej 2, 8585 Glesborg / Midtjylland)

    13. – 17. juli (uge 29)
  • De Hvide Svaner Camping (Karrebækvej 741, 4736 Karrebæksminde / Sjælland)
  • DCU Camping Rørvig Strand (Skærbyvej 2, 4500 Nykøbing Sjælland / Sjælland)
  • Vig Camping (Ravnsbjergvej 29, 4560 Vig / Sjælland)

    20. – 24. juli (uge 30)
  • DCU Camping Grønninghoved Strand (Mosvigvej 21, 6093 Sjølund / Syddanmark)
  • Sanskaer Strandcamping (Sandskærvej 592, 6200 Aabenraa / Syddanmark)
  • Vejlby Fed Strand Camping (Rigelvej 1, 5500 Middelfart / Syddanmark)
  • DCU Camping Hesselhus (Moselundvej 30, 8600 Silkeborg / Midtjylland)

Alle aktiviteter er gratis for campingpladsens gæster og kræver ingen tilmelding. Projektet gennemføres i samarbejde med Henrik Leth og hans team og er støttet økonomisk af Isabellafonden. Målet er at give endnu flere familier ferieoplevelser med plads til både bevægelse, samvær og feriestemning.

Om Henrik Leth

Henrik Leth er facilitator, coach og stifter af henrikleth.com og skoleglæde.nu. Han har gennem mere end to årtier arbejdet med events, sundhed, trivsel og fællesskab for både børn og voksne.

Pressepakke

Presse og medier er velkomne til at kontakte os for yderligere information, fotos eller aftale om besøg på pladsen.
Download logo, billeder og video fra Isabella FamiliePower

Kontaktpersoner

Helle Lund, Fondsadministrator ved Isabellafonden
hlu@isabella.net / mobil: +45 7649 7202

Henrik Leth, Direktør & grundlægger ved Henrikleth.com og Skoleglæde.nu
henrikleth@henrikleth.com / mobil: +45 2728 4122

Tidligere artikelStellplads App
Næste artikelTømning af toilet fra en autocamper