Tekst og foto: Annemette og Kims Freelifer
Hvor langt kunne vi komme med vores autocamper på en jordvej i Albanien?
Det gik fra en ensporet asfaltvej i en landsby og blev til en historie om en hyrde og en jordvej.
På vejen samlede vi en mand og hans onkel op, som tilsyneladende havde båret tunge forsyninger af ris i et stykke tid. Det var Arjan og Brahim.
Sammen skubbede vi autocamperen så langt den kunne. Lige indtil foden af et bjerg, der viste sig at være for stejlt og mudret at bestige.
Vi følte alle, at vi langsomt gled ned igen, da hjulene ikke længere kunne holde fast i mudderet.
En hyrde flyttede sin lastbil, så vi kunne parkere det eneste sted, hvor det var muligt. Vi tog en jakke på, låste døren og begyndte at gå de sidste 2 kilometer til den destination, vi (oprindeligt) havde i tankerne – Guri I Kamjes.
Arjan og Brahim førte an. Ingen af os talte det samme sprog bortset fra 3 ord : “super”, “no problem” og “Faleminderit”. Sidstnævnte betyder tak i Albanien, noget som havde taget os flere dage at lære af en eller anden grund. Det hang bare ikke ved, men i dag sidder det fast.
Solen var ved at gå ned, da vi nåede klippen Guri I Kamjes.
En ejendommelig spektakulær bjergtop med en stor klippesten liggende på toppen, som om den forsøger at nå himlen.
Arjan tog os med ind i den mørke tunnel fra Anden Verdenskrig. Selv hele vejen herude i ingenmandsland havde nogen følt det nødvendigt, at grave et bjerg ud for hurtigt at kunne komme igennem til den anden side, for at skyde en potentiel fjende.
Vi gik også den tynde linje langs toppen og da jeg mærkede min højdeskræk, sagde Arjan gentagne gange “no problem”, og Kim rakte hånden ud, så jeg kunne trække ham ned med mig, hvis min fantasi skulle give mig ret.
Solen var allerede ved at slukke lyset omkring os, da Arjan overtalte os til at komme med ham til hans gård for natten.
Der var tøven, da vi var midt ude i ingenting og ikke havde medbragt noget og vi spekulerede på, om vores autocamper parkering var i vejen for nogen, der hvor vi havde efterladt den.
Vi kiggede på hinanden. Ja, Faleminderit, sagde vi til Arjan.
Jeg tror ikke, vi har gået over bakker langs dyrespor gennem træerne før, hvor vi har fulgt en tilfældig landmand til hans marker nede i en dal.
Skumringen var ved at lande over os. Vi drak vand ved en bæk. Krydsede en lille flod og da vi ankom og fulgte Arjan ind gennem træporten, kunne vi kun se skyggen af den lille gård og to mænd, der sad udenfor.
For at være ærlig;
Som kvinde, nu i selskab med fire fremmede mænd i mørket ude midt i ingenting, følte jeg mig både opmærksom og lidt utilpas. Så lidt, at jeg sammen med Kim fortsatte med at gå ind i hovedhuset med et smil. Men også så meget, at jeg måtte trøste mig med de observationer jeg havde samlet om Arjan indtil videre.
Resten af aftenen sad vi i en lille stue med en pejs, der gav os varme og masser af mad. Røde peberfrugter, som blev lagt direkte på pejsen indtil skindet, var brændt. Kartofler, som var skrællet og kogt i gloende vand. Og meget mere, som vi slet ikke kunne rumme.
Arjans mor, en lille rund person med et stort smil og varmt hjerte, serverede alle disse lækkerier for os og fik os til at føle os kærligt hjemme. Ikke kun med maden, men med mange rosende ord (vi ikke forstod). Ofte sagde hun “Kuku” til mig, mens hun lagde sine hænder om mine kinder og smilende holdt om mit ansigt.
Arjans bror, Fitim, fik os til at grine flere gange og delte sin wifi med os, ved at sætte sin mobil i vinduet, som var det eneste sted, hvor han kunne fange internet.
Vi blev vist til en seng på høloftet.
Jeg ved ikke hvor mange tæpper der var på sengen, så vi ikke skulle fryse om natten. Ved siden af sengen lå nødder til tørre og et andet sted var sommerens æbler lagt i en bunke til vinterens brug.
Et lille lys blev tændt for os for natten. Også for at vi kunne bruge det, hvis vi i løbet af natten skulle ned af trappen, hen over den lille gårdsplads, ind gennem koens hegn i mudderet, for endeligt at kunne nå frem til udendørstoilettet i mørket.
Vi vågnede op til varm kaffe og frisk mælk (og prøvede også selv at malke). Arjan trak derefter sin hest frem med træsaddel på. Den kunne jeg ride på, mens Arjan og Kim gik vejen tilbage til vores camper over bakker og bjerg.
Jeg ville nok havde foretrukket at gå selv, da hesten med mellemrum gled på klipperne.
Men alt i alt ville jeg ikke have undværet det i dag. Arjan ”forklarede”, at han fandt sin hest frem til mig fordi jeg pustede meget i går, da vi gik turen. Da vi nåede toppen og det kun gik ned ad resten af vejen til camperen, skiltes vores veje. Jeg tror Arjan synes, at hans hest skulle have en pause fra at bære på mig. Den fik i hvert fald en del nus og klap fra ham, mens vi sagde farvel.
Kim og jeg gik igen ned ad jordvejen, tilbage til vores camper, som langsomt førte os ud til asfaltveje igen – og tilbage til en anden verden.
Vi havde været i Albanien i en måneds tid og skulle nu krydse grænsen til et andet land. Denne oplevelse ude i dalen, føltes for mig dengang, som om Albanien sagde farvel til os, som kun hun kan. Sikke steder man kan være heldig at ende i sin autocamper.
Billede ovenover: “Udkig til Kim og Arjan inde fra bjergtunnelen fra anden verdenskrig.”
Billede ovenover: “Den oprindelige destination, Guri Kamjes”
Billede ovenover: ” Ikke den skønneste saddel, men den sødeste gerning. Kim og Arjan tager den på gåben”
Billede ovenover: “Vi kan bestemt også̊ anbefale Gjirokaster i Albanien. Det er et spændende land”
Billede ovenover: “Kim får lov til at kravle en afstikker tur på ruten.”
Billede ovenover: “Første gang vi var i Albanien, var der ikke mange der kendte til Benja varmekilden. Et smukt og mere besøgt sted i dag.”
