Det store, markante metalmindesmærke på Omaha Beach kaldes Les Braves, der betyder ”De modige”. Det er skabt af den franske kunstner Anilore Banon og blev indviet i 2004 i anledning af 60-årsdagen for D-dag. Skulpturen består af tre elementer i rustfrit stål, der rejser sig fra sandet.
Normandiets berømte invasionsstrande og omgivelser er i den grad et besøg værd og et perfekt område for autocampere
Tekst og foto: Bente Rostgaard Nissen (7602)
Normandiet er berømt og nærmest sagnomspunden for smuk natur, enormt tidevand og ikke mindst en dramatisk historie med D-dag og Operation Overlord, som de allieredes invasion i 1944 kaldes. Det smukke område er i den grad et besøg værd i autocamper. Her er både smuk natur og masser af historie og kultur. Ikke mindst, når man er historisk interesseret i Anden Verdenskrig.
Mange husker nok filmen “Saving Private Ryan” og de voldsomme og blodige scener i starten af filmen. Allierede soldater bliver sat i land ved Normandiets kyster og mødes af en regn af kugler fra tyske geværer og kanoner. Og mange mister livet.
Og mange husker sikkert at have hørt om D-dag i historietimerne i skolen.
I dag er det slet ikke til at fatte, at et af verdenshistoriens blodigste døgn fandt sted netop her ved de dårende smukke strande og kyster.
Masser af minder om D-dag
I Arromanche les Bains er der også et flot og delvist interaktivt museum, der fortæller om invasionen i almindelighed og Port Winston i særdeleshed.
Vi så også et flot mindesmærke højt over byen – og i tilknytning til en endog meget velbeliggende stellplads. Vi holdt på en stellplads midt i byen, hvor en tidligere campingplads i dag er indrettet til autocampere.
Også i Dieppe havde vi holdt på en stellplads – lige ud til havet.
Kirkegård og æbleplantage
Fra Arromanche les Bains gik turen til Bayeux, hvor vi så verdensattraktionen Bayeux-tapetet, hvor slaget ved Hastings i 1066 fortælles nærmest som en tegneserie. Vi så også byens berømte katedral.
Og så så vi den britiske kirkegård midt i byen med flere tusinde grave for britiske soldater, der mistede livet under D-dag og i tiden lige efter. Det gjorde stort indtryk, selv i smeltende sommervarme med hederekord i området.
Nær Bayeux havde vi overnattet ved en æblegård, hvor de ældste bygninger var fra 1500-tallet, og hvor de producerede æblemost, cider og den lokale specialitet, Calvados. Vi havde fundet stedet gennem France Passion, Frankigs pendant til Pintrip.
Smukke Omaha Beach, hvor D-dag gik allerhårdest til
Nu var det blevet tid til at se den måske berømteste af de fem invasionsstrande, Omaha Beach. De fire øvrige er Juno Beach, Sword Beach, Gold Beach (hvor Arromanche ligger ) og Utah Beach.
For første gang på turen havde vi booket plads – denne gang på campingpladsen Camping Omaha Beach. Pladsen ligger på toppen af skrænten over stranden og var en af de skrænter, de allierede soldater måtte forcere efter at være kommet i land. En meget stejl sti gik fra campingpladsen og ned til stranden. Stien skulle også have spillet en rolle under D-dag.
Jeg gik ned ad stien og følte mig meget lille og ydmyg i de historiske rammer. Som jeg stod der i aftensolen kort før solnedgang med masser af mennesker, der holdt picnic i de smukke omgivelser, var det slet ikke til at fatte, at det dårende smukke sted var rammen om den blodigste dag under den ellers blodige Anden Verdenskrig og en af de blodigste dage i verdenshistorien. Det var her ved den smukke strand, det gik allerhårdest til i juni 1944.
Jeg gik meget tankefuld tilbage til campingpladsen og camperen.
Mindesmærke og berømte kirkegårde
Dagen efter så jeg på det store og kendte mindesmærke på Omaha Beach, og derefter kørte vi til den store og meget berømte amerikanske kirkegård, der ligger i smukke omgivelser lige ved Omaha Beach i Colleville-sur-Mer. Med sine 9.386 renskurede grave gjorde den stort indtryk.
Men endnu større indtryk gjorde den tyske krigskirkegård, som vi besøgte kort efter. Den ligger nær den amerikanske i La Cambe, og her ligger mindst 21.000 tyske soldater begravet. Næsten alle to eller flere i samme grav. Man lades ikke i tvivl om, hvem der tabte krigen.
Der findes flere store krigskirkegårde i området, men nu havde vi set nok. Men alle tre kirkegårde gjorde stort indtryk og var et for os vigtigt vidnesbyrd om, at tusindvis af unge mænd ofrede livet for at sikre et frit Europa.
Soldaten i kirketårnet
Sidste krigsminde i Normandiet så vi i Sainte-Mère-Église, hvor en dukke i menneskestørrelse hænger i en faldskærm i kirketårnet.
Den er et symbol på den amerikanske faldskærmssoldat John Steele. Under D-dag blæste han og hans faldskærm skævt, så han hang fast på kirkens tag. Han spillede død og blev bragt ned af tyske soldater, hvorefter han vågnede op igen og lykkedes med at flygte og slutte sig til sin division.
Vi holdt på en stellplads i byen og spiste på et creperie (pandekage-restaurant) nær kirken. I creperiet var en hel væg fyldt med hilsener og mindeord til især amerikanske soldater. Det gav endnu en klump i halsen.
I byen er også et meget rost Airborne-museum. Men vi så det ikke – nu havde vi fået nok at barske historier om Anden Verdenskrig. Men der er basis for flere besøg i det smukke område – og også flere historiske minder. Arbejdet med artiklen her – og ikke mindst at udvælge blandt flere hundrede fotos – har virkelig givet lyst til snart igen at køre til Normandiet.
Vi var nye autocampister, og bortset fra en enkelt dag, hvor vi kørte forgæves til flere pladser, fandt vi uden problemer stellpladser. Generelt til rimelige priser, sammenlignet med Danmark.
Faktaboks om D-dag
- D-dag var starten på Operation Overlord, der havde som mål at befri Europa fra den tyske besættelse under Anden Verdenskrig
- D-dag var de allieredes betegnelse for begyndelsen af en invasion i det tyskbesatte Nordfrankrig i 1944.
- D-dag markerede den 6. juni 1944 starten på Operation Overlord, som sluttede 19. august 1944.
- Mange – især tyskerne – havde ventet en allieret invasion i Nordfrankrig. Men ikke i Normandiet, men ved Calais, hvor afstanden til England over Den Engelske Kanal er langt mindre.
- De allierede styrker bestod primært af tropper fra USA, Storbritannien og Canada. Også større franske og polske styrker deltog efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovaket, Grækenland, Holland og Norge – og enkelte søfolk fra Danmark.
- Under D-dag den 6. juni skønnes omkring 4.400 allierede soldater og 4.000-9.000 tyske soldater at have mistet livet.
- Tabstal under hele Operation Overlord 6. juni-19.august 1944:
Allierede tab: Over 220.000 døde, sårede eller savnede.
Tyske tab: Mellem 288.000 og 530.000 døde, sårede eller fangne.
Civile tab: Mellem 25.000 og 39.000 franske civile mistede livet under operationen.

Arromanche-les-Bains. Jeg troede først, det var nazisternes rester, der lå på stranden og i vandet. Men det viste sig at være rester af Port Winston med det officielle navn Mulberry Harbour i Arromanche-les-Bains. Den britiske premierminister Winston Churchill så nødvendigheden af et brohoved og en transportabel havn i Nordfrankrig og fik ideen til havnen i 1942. Mange elementer blev bygget og bugseret over Den Engelske Kanal med blot fem kilometer i timen.

Skilte viser flere steder, hvilken af de fem invasionsstrande, man er ved.

En tidligere campingplads i Arromanche-les-Bains er i dag stellplads for autocampere. Vi holdt godt og centralt..

På et højdedrag ved Arromanche-les-Bains er et af mange mindesmærker, hvor særegne skulpturer af soldater står.

Nær Gold Beach holdt vi i en æbleplantage og ved en gård fra 1500-tallet. Autocampere blev opfordret til at køre ind i plantagen og holde under æbletræerne. Vi fandt gården gennem France Passion.

Den britiske krigskirkegård i Bayeux er den største britiske gravplads i Normandiet. Her ligger 4144 britiske soldater og 504 krigsgrave for andre nationaliteter.

Den berømte og ofte afbillede amerikanske krigskirkegård i Colville-sur-Mer ved Omaha Beach. Allerede den 8. juni 1944 – to dage efter D-dag – blev der her oprettet en amerikansk krigskirkegård. I dag ligger her den meget besøgte amerikanske kirkegård i Normandiet med 9.386 grave og et mindesmærke over 1.557 savnede. Kirkegården havde mange besøgende, mens vi var der og gjorde stort indtryk. Men var også næsten FOR renskuret efter vores smag.

En stejl sti fra campingpladsen til Omaha Beach. Stien skulle have spillet en rolle under invasionen i 1944.

Smukke Omaha Beach i aftensolen. Det er slet ikke til at fatte, at den blodigste dag under Anden Verdenskrig var lige netop her.

Den tekst – som var at se mange steder på den tyske kirkegård – greb os virkelig om hjertet.

Størst indtryk blandt krigskirkegårdene i Normandiet gjorde den tyske kirkegård, hvor 21.000 tyske soldater ligger begravet. De fleste med mindst to i hver grav. Vi så grave for 16-17-årige drenge. Det har næppe været deres krig eller deres ønske at kæmpe langt fra hjemstavnen. Vi var aldrig i tvivl om, hvem der tabte krigen.

Soldaten i kirketårnet. I Sainte-Mère-Église hænger en dukke i menneskestørrelse under en faldskærm i kirketårnet. Det symboliserer den amerikanske faldskærmssoldat John Steele, der på grund af vind hang fast i kirketårnet, men reddede livet og kom tilbage til sin division.

























