generalforsamling, dansk autocamper forening
Ikke færre end 158 autocampere var linet op til Dansk AutoCamper Forenings generalforsamling

300 glade medlemmer af Dansk Autocamper Forening mødtes til årets generalforsamling fredag 10. maj 2019. I år blev arrangementet holdt i Auning Idræts- og Kulturcenter, og det kombinerede træf og generalforsamling startede som vanligt allerede fredag. De 300 medlemmer ankom i 158 autocampere, og heldigvis var bestyrelsen og hjælperne mødt op et par dage før, så alt var klappet og klart, da de første biler meldte deres ankomst tidligt fredag eftermiddag.

Fredag med samvær, kaffe og fællesspisning

Vejrguderne havde valgt at prioritere nogen andre denne fredag, så det var godt, at vi havde den store hal til arrangementet. Om eftermiddagen blev der drukket kaffe i hallen, og de mange fremmødte fik hurtigt gang i snakken, hvor både nye og gamle bekendte mødtes. Efterfølgende nød de mange fremmødte enten deres medbragte mad eller den ”Gammel Estrup-gryde”, som flere havde bestilt på forhånd. Det forlød, at både den bagte kartoffelmos og gryderetten smagte fortrinligt.

Generalforsamlingen

Lørdag morgen var vejrguderne i et langt bedre humør, og solen stod højt på himlen. Det fik også humøret hos de mange deltagere til at stige, og da alle var kommet på plads, kunne den planlagte generalforsamling sættes i gang.

Mere end 300 medlemmer deltog i Dansk AutoCamper Forenings generalforsamling

Formand, Anne Norup, var i lige så godt humør som vejrguderne, og hun indledte med at byde alle velkommen til foreningens 33. generalforsamling. Herefter tog dirigenterne Bjarne og Karsten over, og de styrede generalforsamlingen på bedste vis. Både regnskab, beretning og budget blev enstemmigt godkendt, og bestyrelsens forslag om at reducere antallet af bestyrelsesmedlemmer fra 9 til 7 blev også vedtaget. Et enkelt forslag, som var stillet af et medlem, blev trukket inden afstemningen.

Alle valg forløb som forventet, og derfor kunne Anne Norup afslutte generalforsamlingen allerede ved 12:30-tiden. I den forbindelse takkede hun naturligvis dirigenterne for deres indsats. Efterfølgende blev de tre stykker smørrebrød, som var forudbestilt, indtaget, og medlemmerne var ikke længe om at komme ud for at nyde solen. Det siges, at folk i Auning stadig undrer sig over, hvorfor der blev snakket SÅ meget i Auning den dag.

Festaften med buffet og dans

Som det sig hør og bør, var der lagt op til fest lørdag aften. Festen startede med en veltilberedt buffet, og alle tog godt for sig af retterne.

Festen startede med en veltilberedt buffet

Folkene i Auning Idræts- og Kulturcenter var rigtig gode til at sørge for, at alt forløb, som det skulle, og at der var rigeligt af den gode mad. Efter middagen var det tid til at få gang i danseskoene, og det var der rigtig mange, der benyttede sig af. Der blev danset igennem hele aftenen, og mon ikke, der var nogen, der sov rigtig godt, da de endelig kom tilbage til deres autocamper efter en vellykket aften i fællesskabets tegn.

Søndag var som vanlig afrejsedag. Først skulle de obligatoriske rundstykker dog indtages, og mon ikke der også var nogen, som fik en lille morfar senere på dagen. Vi er overbeviste om, at der også var medlemmer, der benyttede sig af muligheden for at besøge den gamle herregård, Gammel Estrup, eller nogen af de andre seværdigheder i området.