En mindeværdig weekend: Familietræf i Thyborøn Camping

338

I år blev Thyborøn Camping i Vestjylland endnu engang vært for det årlige Familietræf arrangeret af DACF (Dansk Autocamper Forening). Fra den 29. juni til 1. juli var campingpladsen fyldt med liv og latter, da 27 autocampere og omkring 80 forældre, bedsteforældre, børn og børnebørn samledes til en weekend fuld af aktiviteter og fællesskab.
Thyborøn Camping havde åbnet alle deres aktivitetstilbud for DACF-deltagerne. Deltagerne på Familietræffet havde fri adgang til bl.a. idræts- og svømmehal, et stort legeland med hoppeborg samt et fælleslokale med plads til 100 personer, hvor fællesspisninger og underholdning fandt sted. Gruppen havde også eksklusiv adgang til den store hytte, Æ Styrehus, som blev centrum for kreativ udfoldelse med bl.a. stenmaling og udendørs aktiviteter såsom kroket, vikingspil og stangtennis.

Enkelte deltagere var for egen regning og risiko taget til Thyborøn dagen forinden, men de fleste ankom omkring middagstid om lørdagen. Herefter startede træffet officielt kl. 15 med en velkomst af Anne Norup, formand for DACF, og et par fællessange – bl.a. Lundeborgvisen, som i dagens anledning var omskrevet til Thyborøn-visen. Derefter orienterede bestyrelsens træfansvarlige, Peter Niemann, som også havde været primus motor på at få enderne til at mødes på dette foreningstræf, om hvilke programpunkter familierne skulle igennem i løbet af weekenden.

Efter lidt kaffe og kage drog en del af selskabet til stranden, hvor der skulle samles sten til den efterfølgende dags stenmaling.
Nogle kunne ikke modstå fristelsen til at stikke tæerne i Vesterhavet, og før de vidste af det, blev de overrumplet af en bølge. Heldigvis var alt under kontrol, men nogle deltagere måtte ønske, de havde medbragt badetøj.

Herefter var der fri leg med aktiviteterne – både dem, som foreningens træfansvarlige havde planlagt, og dem, som campingpladsen tilbød – såsom en tur i svømmehallen eller den indendørs hal med hoppeborge.

Fiskebuffet og pølser
Aftenens fælles middag bestod af en stor og velsmagende fiskebuffet – vi var jo i Thyborøn – til voksne. Af hensyn til nogle af børnenes aversion imod fisk var der også pølser og pomfritter. Om nogle af de voksne også forgreb sig på det sidste, skal vi lade stå usagt.

I samme mødelokale – kaldet Madværket – blev der for første gang på storskærm vist en prøve på den imagefilm, som bestyrelsen har besluttet at få produceret om glæderne ved vores kæreste eje – vores autocamper. Filmen er dog ikke helt færdig endnu, idet der til filmen bliver tilføjet nogle optagelser fra dette års familietræf. Imagefilmen vil bl.a. blive tilgængelig på YouTube, på vores hjemmeside samt kunne vises sammen med foreningens PR-stand i forbindelse med messer og når vi bliver inviteret af autocamperforhandlerne i forbindelse med Åbent Hus-arrangementer o.lign.

Når vi nu havde storskærmen fremme og når der tilfældigvis samme aften var TV-transmission fra Dortmund, hvor Tyskland-Danmark tørnede sammen i EMs 1/8 finale, benyttede interesserede muligheden for at se kampen her. Og det under indtagelse af større og mindre mængder gravøl som følge af kampens resultat.

Stenmaling og snobrød


Søndag formiddag var Maiken Stenersen primus motor på aktiviteten stenmaling på alle de spændende sten, som var opsamlet dagen i forvejen på stranden. Børn og voksne fremstillede den ene skønmaleri efter det andet. Flere af stenmalerierne havde autocamperen og vores logo som tema.


Foreningens formand stod for tilberedningen af dejen, som om formiddagen skulle bruges til snobrød. Flere – både voksne og børn – klarede således dagens frokosttilberedning i campingpladsens grillhytte. Når der var brug for en pause i stenmalingen og snobrødsfremstillingen, var der mulighed for at afprøve de mange andre aktiviteter.

Efter frokosten fortsatte aktiviteterne omkring Æ Styrehus. Der blev stadig produceret mesterværker på stenene, og kroketbanen blev afprøvet til højlydte protester fra dem, hvis kroketkugler blev slået ud af banen.

Aftensmad i Madværket

Aftenens fælles menu bestod søndag aften af bøf med løg og kartofler for voksne samt nuggets og pomfritter til børn. Ligesom dagen forinden kom et af bestyrelsesmedlemmerne udklædt som en snegl forbi med en slik-lykkepose til alle børn, hvilket skabte stor glæde.

Søndag aften var der hygge med kaffe, te, øl og vand i Æ Styrehus. Vi fik igen brug for DACFs noget bedagede sanghæfte. Grillen blev tændt op igen, og der blev produceret marshmallow-kiksesandwiches ad libitum. Undertegnede skribent indrømmer gerne, at det ikke kun var en aktivitet, som glædede børnene.

Det var tydeligt, at både børn og voksne nød hinandens selskab. Familierne deltog ivrigt i de mange planlagte aktiviteter, og der blev skabt nye venskaber og minder. Stenmaling, snobrødsbagning og marshmallowhygge var naturligvis blandt favoritterne, mens også Vandværket tiltrak mange vandglade børn og voksne.

Evaluering og fremtid
Mandag morgen blev træffet evalueret, og det stod hurtigt klart, at arrangementet havde været en stor succes. Bestyrelsen – minus to fraværende – luftede tanken om at gøre Familietræffet til en tilbagevendende begivenhed, måske allerede i det kommende år.
Deltagerne kom dog med forslag til forbedringer. Flere mente, at børnemenuerne godt kunne have været mere spændende, og at programpunkterne måske havde været lidt for sammenpressede.

Flere, blandt andet Jens-Christian Nielsen og Inger Hald fra Ringsted (billedet) foreslog, at næste års eventuelle Familietræf blev udvidet med en dag mere, og at bestyrelsen sørgede for, at deltagerne fik et kort over campingpladsen med tydelig markering af, hvor aktiviteterne fandt sted.
Kort fortalt har dette års Familietræf på Thyborøn Camping endnu engang bevist værdien af samvær og fællesskab i smukke omgivelser. Deltagerne har givet udtryk for, at de allerede nu ser frem til næste gang, de kan samles og skabe nye minder sammen.

Du finder flere fotos fra Familietræffet 2024 her


Tidligere artikelOplev Göta Kanal med autocamper: En uforglemmelig sommeroplevelse
Næste artikelStellplads, Aire de Camping-Car og Bobilparkering – kært barn har mange navne