Diesel og benzin er blevet væsentlig dyrere end sidste år. Det er vist ikke nogen hemmelighed. Og især meget dyrere siden Rusland gik i krig mod Ukraine. Derfor er optankningen af autocamperen blevet en del af overvejelserne, inden man bestemmer sig for, hvor turen går hen. Mange overvejer derfor at tage på kortere ture i bl.a. sommerferien. Om det kan betale sig at starte autocamperen, eller om man i stedet skulle tage på cykeltur?
Erfarne bilister giver dog gode råd til, hvordan lidt ændrede kørevaner kan betyde, at det stadig er attraktivt at tage på tur i autocamperen. Hvis kørevanerne ændres og du kører økonomisk, sparer du både diesel og er med til at forbedre trafiksikkerheden.

Sænk farten
Det er vel nærmest logik for perlehøns, men lad os alligevel gentage det! Jo højere hastighed vi kører med, jo mere brændstof bruger vi. Så nu er der endnu en god grund til at lette foden lidt fra speederen. Man sparer ca. 20 pct. brændstof ved at sætte farten ned fra 100 km/t til ca. 80 km/t. Man sparer også meget brændstof, hvis man dropper de hurtige accelerationer. De fleste autocampere er heldigvis udstyret med en fartpilot som kan være med til, at vi holder en konstant hastighed.

Sluk aircondition
Autocamperens elektroniske udstyr bruger også energi, og med mindre man har monteret solceller på camperen, bør man holde igen med brugen af airconditionen og sæde- og ratvarmer. Også camperens dæktryk har betydning for bilens brændstofforbrug. Jo lavere dæktryk man kører med, jo mere brændstof skal motoren bruge for at flytte autocamperen.

Rettidig omhu
De fleste af os kører formentlig med en hvis omtanke. Men måske er det alligevel værd at minde om, at det også har en økonomisk betydning, hvis man i god tid letter på speederen, når man kører frem mod fx rødt lys. Det har altid været en god skik at orientere sig fremad i trafikken. Og kan man forudse, hvordan trafikken skrider fremad, så man undgår opbremsninger og accelerationer, sparer man også på brændstofforbruget. Holder man sig nogenlunde til ovennævnte råd, skal man måske tanke autocamperen mindre hyppigere end ellers!


Tidligere artikelSlut med bornholmsk forsøgsordning
Næste artikelFamilietræf 2022: Sjov, sammenhold og nye venner