Det dansk-tyske grænselands historie giver inspiration til, hvordan krig, konflikt og modsætning kan lede til fredelig sameksistens

Af Michael Christiansen, 3691

Har du og familien lyst til og behov for et par dage væk fra hverdagen, så er et besøg i det sønderjyske grænseland absolut værd at overveje. Samtidig er der rig mulighed for at dykke ned i Danmarks-historien og lære om 1864-krigen og genforeningen i 1920.

Med base i eller omkring Sønderborg er du midt i krigsskuepladsen fra 1864. Og et besøg i Historiecenter Dybbøl Banke med Dybbøl Mølle er et must. Sæt rigelig tid af til besøget, for der er meget at se og fordybe sig i.

Når du står oppe ved Dybbøl Mølle og kigger ud over grønt græs og frodige kornmarker, er det kun resterne af skanserne, der afslører den blodige fortid. Dybbøl Banke og Als var i 1864 scenen for de seneste krigshandlinger på dansk grund.

Efter Genforeningen i 1920 gav en folkeindsamling penge nok til at opkøbe området, og det blev overdraget til den danske stat som nationalpark.
Området er åbnet for publikum ved omlægning af landbrugsarealer til græsarealer og ved anlæg af omkring 10 km vandrestier.

DYBBØL MØLLE

Dybbøl Mølle er et nationalt symbol placeret på toppen af Dybbøl Banke. Her blev den centrum for de voldsomme kampe i 1848-49 og 1864.

Dybbøl Mølle er som bygning hverken særligt gammel eller særligt speciel. Møllens ikoniske betydning som dansk nationalsymbol skyldes dens placering på toppen af Dybbøl Banke. Her blev den centrum for de voldsomme kampe i 1848-49 og 1864. Under begge de Slesvigske Krige blev den skudt ned, men på ny genopbygget.

Dybbøl Mølle blev opført i 1744. Dybbøl Mølle af i dag har dog ikke meget at gøre med møllen fra 1744. Møllen er nemlig blevet ødelagt og genopbygget flere gange siden da. Dybbøl Mølle har i dag status af dansk nationalsymbol, hvilket skyldes dens strategiske betydning i forskellige krige og ikke mindst den bevægende historie om tabet af Slesvig-Holsten i 1864. Møllen var i drift frem til 1990. Siden 1995 har den været brugt som museum.

Genforeningsstenen ved Dybbøl Mølle. Mellem stenen og møllen ses busten af kong Christian X.

Rundt om møllen finder du flere krigsmindesmærker til minde om de faldne under krigen i 1864. I Historiecenter Dybbøl Banke kan du informere dig om forhistorien, forløbet og eftervirkningerne af krigen i 1864. Den 74 kilometer lange vandrerute Gendarmstien fører også forbi møllen.

Krigene, menneskene og området forklares på plancher i historiecentret.

Historiecenter fortæller historien

Historiecenter Dybbøl Banke fornemste opgave er at hjælpe de besøgende med at forstå de svage spor af de danske skanser og give indsigt i dybbøllandskabets kulturmiljø og kulturarv og indhold af forskellige, nationalhistoriske symboler.

I dag besøges centeret årligt af omkring 50.000 gæster og over 200.000 besøgende på hjemmesiden www.1864.dk

Historiecenteret regnes for et af 14 videnspædagogiske aktivitetscentre, der støttes af Undervisningsministeriet med puljemidler, der skal udvikle formidlingen.

Historiecenter Dybbøl Banke er ikke et museum, men et “historiefortællehus”. Siden 2005 har historiecenteret desuden stået for den daglige drift af Dybbøl Mølle.

Cathrinesminde Teglværksmuseum

Cathrinesminde Teglværk er på samme tid et velbevaret kulturmiljø og et spændende museum med en naturskøn beliggenhed ved Iller Strand. Museet fortæller levende om den teglindustri, der prægede egnen så stærkt gennem mere end 200 år. Det fine ler på stedet og muligheden for at udskibe teglsten skabte grobund for mange teglværker. Cathrinesminde Teglværksmuseum er velegnet til et besøg for hele familien.

Når du besøger teglværket, kan du låne en audioguide. Lyttestationerne er placeret ved særlig interessante steder på teglværket som ved ringovnen, i tørreladerne, ved lergraven eller i arbejderboligerne.

Sammen med teksterne og modellerne i udstillingen, filmen om teglværket samt de autentiske bygninger giver fortællingerne et godt indblik i den teglindustri, der prægede egnen ved Flensborg Fjord gennem mere end 200 år. Samtidig kan du også høre mere om arbejderfamiliernes livs- og arbejdsvilkår omkring 1900.

Historiecenter Dybbøl Banke besøges årlig af 50.000 børn og voksne.

Gendarmstien – 84 km kvalitetsvandring

Det hele skal ikke være historie på jeres miniferie, der skal også fysisk aktivitet til. Gendarmstiens 84 km byder på en enestående vandremulighed i smukke omgivelser.

Efter genforeningen i 1920 blev grænsen og skibsfarten bevogtet af grænsegendarmerne. Patruljeringen foregik til fods langs kysten. Hver gendarm havde et bestemt stykke af grænsen at kontrollere.

Stien er siden blevet genskabt. Den begynder eller ender i Padborg ved grænsen til Tyskland, herfra følger den Flensborg Fjord til Broagerland, videre langs Vemmingbund og Dybbøl Banke til Sønderborg. Efter at have krydset Als Sund via Kong Christian d. X Bro går turen videre på øen Als, langs havnen og strandpromenaden i Sønderborg, forbi Sønderskoven og Høruphav til Skovby på Sydals.

Skiltningen til stien er en blå gendarm. Hvis du er indstillet på af og til at trække med cyklen, kan vandrestien også opleves på cykel.

Der er mange gratis rundvisninger i historiecentret.

Universe Science Park

Oplevelsesparken Universe ved Nordborg på Als er en forunderlig verden for hele familien, der giver masser af wauw øjeblikke og udfordrende oplevelser for både børn og voksne.

Der er lagt op til dyst mod hinanden i det nye TestLab, hvor familien kan udfordres på et væld af fede måder, samle point og se, hvem der er den bedste. Eller du kan opleve dine yndlingskarakterer fra Angry Birds i den magiske 5D-simulator, når der skal reddes æg fra de onde grise.

Kegnæs Fyr
En skøn udsigt kan du opleve ved Kegnæs Fyr, der troner højt over dæmningen til halvøen Kegnæs. Herfra kan du nyde udsigten til Broagerland, Tyskland og de sydfynske øer, Ærø og Langeland.

I dag er Kegnæs Fyr og de tilhørende bygninger ejet af Sønderborg Kommune. Fyret er blevet istandsat og indrettet som et lille museum, med montrer over fyrets historie. Når det ikke er tåget eller stormer for meget, kan du komme op i fyret og nyde udsigten 360° grader rundt ganske gratis.

Bygningerne er indrettet som et tilbud til de 400 krigsveteraner, der bor i Sønderborg-området. Der er tilknyttet en veterankoordinator, og her kan de tidligere udsendte soldater få hjælp til at pleje de ar, der er opstået på krop og sjæl under og efter deres udsendelser.

Nyd udsigten fra 16. etage

Udsigten fra 16. etage på Hotel Alsik. Sønderbog Slot anes ved indsejlingen til byen.

Nyd udsigten over Sønderborg by og opland fra 46 meters højde. Point of View ligger på 16. etage i Alsik Hotel og Spa. Her giver de store vinduer en helt fantastisk udsigt over Sønderborg området.

Du kan gå hele vejen rundt og har dermed både udsyn op ad Als Sund og Dybbøl Mølle, over Sønderborg Slot til Vemmingbund samt over byen til Kegnæs med mere.

Et kig ned på tidligere Sønderborg Kaserne, der i dag er omdannet til hotel.

En smuttur over grænsen

Som en ekstra krølle på turen til Sønderjylland kan anbefales en tur over grænsen, hvor butikkerne bugner med lokkende tilbud. Og i denne tid også med masser af godter til julen foruden drikkevarer med og uden alkohol til priser, vi ikke helt kender i Nordjylland.

Nyttige links:

https://graenseforeningen.dk/
https://www.visitsonderborg.dk/

Tidligere artikelTag en pause på turen gennem Tyskland – besøg Rothenburg ob der Tauber
Næste artikelVinterhygge i autocamperen