I sommeren 2019 åbnede Tollundgaard Golf Park sin helt egen autocamperplads, og man er nu klar til at tage imod autocamperturister i nogle helt fantastiske smukke og dejlige omgivelser. Pladsen ligger på Tollundvej 3, 8600 Silkeborg. Pladsen er anlagt med et bærende (stabilgrus) og helt fast køreunderlag, og der er mulighed for at servicere autocamperen med både vand, gråvand og tømning af kemisk toilet.

Autocamperplads med “all inclusive” muligheder

Der er tale om en meget velfungerende golfklub, der er etableret omkring de to ejeres fødegård, der har været i slægtens eje i adskillige generationer. Ejerne har derfor et meget nært kendskab til området. Ved Golfklubben findes også en smukt indrettet restaurant/cafe, hvor man kan købe en sandwich med mere. Der er i øvrigt også mulighed for at holde fester og andre arrangementer efter aftale. Ydermere er der en fantastisk flot fiskesø, hvor du kan prøve lykken med en fiskestang.

Luftfotoet over smukke Tollundgaard er taget før etablering af autocamperpladsen, pladsen er fysisk placeret der hvor båden står nederst i billedet

Hvad har motiveret ejerne til at etablere en autocamperplads? Ideen udsprang fra et af medlemmerne i golfklubben, der også kører autocamper, og som i øvrigt har set konceptet rundt omkring i landet ved golfklubberne, hvor der i stor udstrækning tilbydes parkering/overnatning i autocamper tæt på golfklubbernes faciliteter. Det ses f.eks. på Amager på Sjælland, hvor Royal Golf Club Copenhagen også tilbyder autocamperovernatning. Det var derfor en oplagt mulighed også at begynde at tilbyde autocamperovernatninger ved Tollundgaard.

Mange unikke oplevelsesmuligheder ved ny autocamperplads i Silkeborg

I nærområdet er der mange attraktioner, som kan tilfredsstille næsten alle. Foruden det at spille golf på den 9 hullers golfbane og driving range, så kan man afprøve heldet i put and take-søen. Er du mere til skovens dybe stille ro, så er der 80 hektar med skov, sø og natur, som er oplagt til gå- løbe og cykelture.

Autocamperpladsen ligger kun ca. 8-10 km fra Silkeborg – så det kræver blot en kort tur på cykel, før du kommer til en af Jyllands smukkeste byer med et handelsliv og et restaurantionsudbud i særklasse. Desuden kan du også finde smukke naturoplevelser omkring Bøllingsø, der i øvrigt også er i cykelafstand fra autocamperpladsen.

At området har været beboet i rigtig mange år, kan dokumenteres ved, at den 2.400 år gamle Tollundmand blev fundet tæt på Bøllingsø under tørvegravning i 1950. Fundet at Tollundmanden var måske i den mere makabre genre, idet Tollundmanden tilsyneladende var blevet kvalt med en lædersnor, som han i øvrigt stadig havde om halsen, da han blev fundet. Tollundmanden kan ses på Silkeborg Museum, og samme sted kan du også se “Ellingpigen”.

Autocamperplads med mulighed for succes

Tollundgaard har etableret en helt ny fuld-serviceplads, samt der er etableret strømudtag til autocampere

Nu er der føjet endnu et sted for autocampere til det midtjyske, og med den palet af muligheder for oplevelser, så kan det kun blive en succes. Rammerne er perfekte og helt i tråd med de prioriteter, som de fleste autocamperturister stiller til en plads. Et engagement og vilje samt en stor portion empati fra ejerne gør, at vi vil komme og besøge stedet igen og igen.


Kilde:
AutoCamperRådet

Links:
Hjemmeside Tollundgaard
Autocamperplads Tollundgaard
Visit Silkeborg