“Korrekturlæseren”

gert melchiorsenMit navn er Gert Melchiorsen, og jeg har læst korrektur på alle tekster, der skal bringes i DACF- bladet i flere år. At læse korrektur betyder, at jeg gennemgår teksten for fejl og mangler i tegnsætning og retstavning. Men jeg kan selvfølgelig ikke lade være med også at “læse” selve indholdet i den tekst, nogen har sendt til bladet.

Derfor har jeg også flere gange sendt forslag til “forbedringer” af teksten til forfatterne. Det kunne være, at forfatteren måske skulle have haft lidt flere oplysninger med om et sted de har besøgt. Eller, hvis der mangler oplysninger i teksten, så læseren får hele oplevelsen med.

Jeg har på Camping-messen i Aalborg, talt med formand Anne Norup om at skrive denne opfordring til alle jer læsere i foreningen. Vi vil meget gerne opfordre jer alle sammen til at finde dagbøger og optegnelser frem, fra jeres mange, dejlige ture med camperen. Vi andre vil altid meget gerne læse om jeres oplevelser rundt om i Europa. Eller i en stille krog af Danmark.

Det er ikke så svært

Vi har diskuteret, hvad der afholder mange af vores medlemmer fra at skrive om en tur, man mindes med glæde. Måske tænker man, at man ikke er “god nok” til at skrive et godt indhold. Eller måske føler man, at man ikke er så god til det der staven og tegnsætning. Men vi, redaktionsgruppen og korrekturlæseren, vil gerne give jer et tilbud, der næsten ikke er til at sige nej til. Hvis I sender os jeres rejsebeskrivelse, vil vi meget gerne hjælpe jer med at bygge jeres fortælling op, og gøre den færdig til bladet. Vi kan læse den igennem og sende jer kommentarer og spørgsmål. Det vigtigste er, at jeres oplevelser bliver delt. Og hvis retstavning og tegnsætning er en udfordring, hjælper vi selvfølgelig også gerne med det.

Hvordan kommer vi i gang?

Det er altid lettere, at få begyndt, hvis man noterer hovedpunkterne. Steder og begivenheder man mindes fra turen. Det er ikke sikkert man behøver at få alle stop med i beskrivelsen. Kun dem man synes fortjener at bliver fremhævet.

Trin 1

Hvis I har svært ved at komme igang, kan I gøre sådan:

  • Tag en snak ved køkkenbordet. Er der en tur, I har været på, som fortjener, at blive delt med bladets læsere.
  • Find eventuelt jeres notater og billeder fra turen. Eller turistbrochurer, som I har gemt, fra turen.

Beskriv meget kort turens hovedpunkter:

  • Hjemmefra (Udby)
  • Første stop (Stellplatz, rasteplads, fricampering osv.)
  • Næste stop
  • Næste stop …. osv
  • Vi var hjemme igen den ….

Skriv en til to A4-sider og send det til Anne Norup

Og hvis I ønsker særlig hjælp til retstavning, tegnsætning eller andet, beskriver I jeres ønsker til redaktionsgruppen Anne Norup

Trin 2

Kan gentages, indtil I synes, I er tilfredse med teksten. Så sender I den til bladet, sammen med de billeder I ønsker med i bladet.

Hvad så med billederne?

Vi hjælper også gerne med billederne. Er det en udfordring at få dem sendt til bladet? Hvordan undgår man, at de bliver for “store” (fylder så meget, så postkassen ikke kan tage imod dem).
Passer de til indholdet i teksten? Har de en teknisk kvalitet, så de kan bruges i bladet? Alt sammen får I hjælp til.

Gert Deth Melchiorsen

Dansk AutoCamper Forening
Medlem nummer 1620 


Tidligere artikelFerie For Alle – få 50% rabat på indgangsbilletten søndag
Næste artikelØ-hop til de danske øer Drejø og Skarø – 3. juni til 11. juni 2020