Der var næsten 8000 besøgende på Autocampershow 2022, og mange besøgende var ikke kun kommet for at kigge, men også for at handle. Men næsten alle forhandlerne på dette års autocamperudstilling, har store udfordringer med at honorere købernes bestillinger. Der er simpelthen lang (nogle vil sige for lang) leveringstid på nye autocampere, og brugte autocampere bliver solgt næsten lige så hurtigt som de kommer ind hos forhandlerne.
Anne Norup, formand for Dansk AutoCamper Forening, som var primus motor på DACFs stand på messen, var også glædelig overrasket over de mange besøgende. Det er kun anden gang, der holdes en egentlig messe for hele autocamperområdet og sidste års store tilløbstykke til messen blev næsten gentaget i år. Igen fik vi, Danmarks største autocamperforening (DACF), mange nye medlemmer. Knapt 100 nye medlemmer blev det til, som benyttede sig at messetilbuddet og meldte sig ind i foreningen.

Gamle og nye medlemmer

Næsten hele DACFs bestyrelse og ægtefæller deltog på messen og havde travlt med at hilse på gamle og nye medlemmer. Faktisk var der flere besøgende på standen, som endnu ikke var blevet ejere af en autocamper, som benyttede sig af messetilbuddet og indmeldte sig. Selvfølgelig med forventningen om, at leveringstiden på deres autocamper ikke blev for lang.
Messen i Fredericia er et tydeligt bevis på, at vi i Danmark er ved at blive et autocamperland. Og det på trods af de mange negative historier om autocamperfolkets negative adfærd, hvor vi har måttet lægge ører til meget (mere eller mindre berettiget) kritik denne sommer.
DACFs bestyrelse lavede kaffe af otte poser kaffe, brugte 500 kopper og gæsterne på standen forsynede sig med 12 kg. slik.

Flot messe

– Det er virkelig flot, at vi i Danmark to år i træk kan stable en sådan udstilling på benene. Det viser noget om, at vores forhandlere er klar til at sætte alle sejl til, når lejligheden byder sig. Og jeg glæder mig allerede nu til næste års autocampershow, siger Anne Norup.
På DACF var der, foruden medlemstilbuddet, stor interesse for foreningens vejhjælp, som næppe fås bedre og billigere hos andre forsikringsudbydere. Bl.a.var mange overrasket over foreningens gratis tilbud om at stille med en erstatningschauffør til at køre autocamperen hjem, hvis føreren af bilen fx var blevet for syg til selv at køre bilen hjem.

Etik og moral
Der var også stor ros til Auto Camper Rådets initiativ med at tage livtag med de mane dårlige beretninger om autocamperfolkets dårlige opførsel. Auto Camper Rådet har produceret en let læselig folder: Her fremgår det, hvordan man bør opføre sig, når man færdes med en autocamper i naturen og hvordan vi undgår, at komme i modsætning til andre brugere af naturen. En slags ”Emma Gad” for os naturelskere som ejer og bruger en autocamper.
Det handler om, at vi handler etisk og moralsk. Det handler også om, at være et godt eksempel for de af os, som holder på vores ret for enhver pris.
Folderen ”Etik og Moral” blev på messen i Fredericia uddelt til alle autocamperforhandlerne og alle forhandlerne tog godt imod initiativet og lovede at være med til at markedsføre folderen til deres kunder. Samtidig er det meningen, at folderen skal være tilgængelig på bl.a. campingpladser, kommunernes turist-informationskontorer og hos PinTrip værterne.


Autocamper træf

Mange af gæsterne overnattede (naturligvis) i deres autocampere, så de var klar fra åbningstid næste dag. Og som noget nyt i år var der på et lukket område i messecenteret etableret en såkaldt ”hyggezone”. Her var var der mulighed for at købe dagens ret, og hvor man kunne hygge sig i nogle timer når udstillingen var lukket.
Fredag aften var der bankospil i Hyggezonen. Her sponsorerede DACF både hovedgevinster, rækkegevinster og sidegevinster. Sidstnævnte var gule vejveste.

Lørdag aften var DACF hovedsponsor for et show med en af de unge og kommende standup-stjerner, Nikolai Wulff. Han underholdt de ca. 200 gæster i ”Hyggezonen” med sit show i små 45 minutter og var på den måde medvirkende til, at man kunne slutte dagen af med et grin og smil på læben.
Danmarks eneste “rene” udstilling for autocampere og campervans i MESSE C Fredericia, hvor hele 16.000 kvadratmeter var fyldt med næsten 200 nye autocampere/campervans samt udstyr, tilbehør, foreninger, foredrag og meget andet, blev for anden gang en succes.


Tidligere artikelMange besøgende hos DACF på Autocampershowet
Næste artikelNorge: Flere gratis færgeoverfarter