En ny lov kan få stor betydning for dig, hvis du ejer, eller har planer om at eje, en bil. 1. august træder en ny EU-lov nemlig i kraft. Den er døbt SERMI, hvilket er en forkortelse for Security Related Repair & Maintanance, og den giver bilproducenter mulighed for at værne om de oplysninger, der er forbundet med reparationer på og omkring bilernes sikkerhedsrelaterede systemer. Dansk Bilbrancheråd, der repræsenterer frie værksteder i Danmark, er bange for, at det kan ende med en større regning for danske bilejere, skriver Motormagasinet.
Loven skal gøre det sværere at stjæle biler. Ifølge brancherådet er det op til bilproducenterne selv, hvad de nye EU-regler dækker over. Det betyder, at det kan blive markant sværere for uafhængige værksteder at reparere visse biltyper, fordi producenten holder vigtige detaljer hemmelige med henvisning til SERMI-loven.
– Det er i det hele taget kritisabelt, at en lovgivning, der skulle beskytte forbrugeren, ender med at koste dem dyrt, hvis den frie konkurrence bliver indskrænket, siger direktør i DBR Erik S. Rasmussen til Motormagasinet.
Hos DI Bilbranchen, der organiserer de danske mærkeværksteder, er man ikke bekymret for den nye lovgivning.
Direktør Thomas Møller Sørensen fortæller til Motormagasinet, at der blot er tale om en formsag for de frie værksteder, at man på grund af SERMI fremover skal have certificering til både værksted og den enkelte mekaniker.


Tidligere artikelErfaring og fornyelse i bestyrelsen klar til fremtiden
Næste artikelTjek fakturering på Storebælt