Tre broer på stribe i det sydfynske starter renoveringen i næste uge

592

Umiddelbart efter påske går vedligeholdelsesarbejdet i gang på både Langelandsbroen og Svendborgsundbroen. Midt i april er der også et kortvarigt arbejde på Siøsundbroen, men ellers går arbejdet på denne bro først i gang efter sommerferien.
”Det bliver ikke helt så nemt de kommende måneder at være trafikant til og fra Tåsinge og Langeland. Sæsonen for broarbejder går i gang med forårets kommen og det betyder, at vi i Vejdirektoratet skal have færdiggjort arbejdet på Langelandsbroen, og så skal vi udføre vedligehold på Svendborgsundbroen og Siøsundbroen,” siger Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.
På Svendborgsundbroen skal Vejdirektoratet færdiggøre vedligehold af betonen både udvendigt og indvendigt på brokassen, som bærer vejbaner og cykelstier. Arbejdet kommer til at foregå fra undersiden af broen og inde i selve broen Der bliver sat betonautoværn op på broen, og vejbanerne bliver indsnævret. Det sker fordi indgangen til broen er placereret i kørebanen. Hastigheden bliver sat ned til 40 km/t. Der vil dog fortsat være et farbart spor i hver retning, samt én farbar dobbeltrettet sti til fodgængere, cyklister og knallerter.
Langelandsbroen skal have ny belægning på fortove.  Et spor vil blive brugt som arbejdsareal og trafikken skal afvikles i det andet spor via signalregulering. Der vil blive arbejdet på broen fra mandag morgen til fredag klokken 12.00, så ingen afspærringer i weekenderne.

Signalregulering på Siøsundbroen
På Siøsundbroen skal Vejdirektoratet i år gennemføre to renoveringsopgaver. I midten af april skal der over fem hverdage udføres et eftersyn af broens armering. For at kunne udføre opgaven afspærres et spor i tidsrummet 8.30 – 19.00 alle dage, og der bliver opsat signalregulering.
Den anden opgave på Siøsundbroen er reparation af belægningen på fortovene og langs kantsten. Det går Vejdirektoratet i gang med efter sommerferien, og det bliver udført som aften og natarbejde for at genere trafikken mindst muligt. Der vil være et spor farbart, og der bliver opsat signalanlæg.
”Vi er tilbage på Langelandsbroen for at færdiggøre det arbejde, vi gik i gang med i 2022. I år bliver vi helt færdige, så der er en ende på trængslerne. Vi tager særlig hensyn til weekendtrafikken, og vi er også særligt opmærksomme på arrangementer i området, som kan give øget trafik på broen,” siger Line Faxøe Enghave Lauridsen, projektleder i Vejdirektoratet.
Kilde: Vejdirektoratet


Tidligere artikelDen svenske forståelse af forskellen på ställplats og autocamperplads
Næste artikelUnikt medlemstilbud