Der har i mange år været rejst kritik over autocampere, der overnatter ved strandene og på parkeringspladser i Portugal. Nu er denne mulighed for en gratis overnatning forbudt. Og der vanker bøder på op til 600 Euro, hvis forbuddet ikke bliver respekteret.

Fra årsskiftet blev alle former for fricampering nemlig forbudt i Portugal. Det gælder både for autocampere og campingvogne. Det er ganske enkelt forbudt at overnatte i tidsrummet kl. 21-07 i et køretøj indrettet til overnatning på pladser og steder, der ikke er specielt beregnet for overnatning.

Loven beskriver direkte, at det er ophold i køretøjet om natten, der er forbudt. Det er fortsat lovligt at parkere på strande og parkeringspladser uden at overnatte.

Bødestørrelsen vil normalt være mellem 60 og 300 Euro, men har man slået sig ned i et beskyttet område øges bøderne til mellem 120 og 600 Euro.

Lovteksten er klar. Overnatning må kun ske på steder, der er godkendt for dette – som autocamperpladser og campingpladser.

Foto: arkivfoto